Arbejdet med at skabe ligestilling mellem kønnene i Nepal

Et af FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling er målet om ligestilling mellem kønnene. Overalt i verden er kvinder udsat for forskelsbehandling og ulighed. Dette er også tilfældet i Nepal, hvor især kvinder på landet er udsat for ulighed. De har ofte en betydelig arbejdsbyrde, som er langt større end mændenes. Kvinders arbejde består ofte i at hente brænde, græs og vand til hjemmet, og samtidig er de ansvarlige for husholdningen, såsom børnepasning, madlavning og rengøring. Det betyder, at kvindernes arbejdsdag er dobbelt så lang som mændenes arbejdsdag. Migrationen af mænd fra Nepal til udlandet, har også øget kvindernes arbejdsbyrde betydeligt, idet kvinderne i landdistrikterne må påtage sig ansvaret for familiens landbrug.

Forbedre livet på landet

I projektet Enhancing Rural Livelihoods, som DIB og CHILDREN-Nepal (CN) startede den 1. februar 2018 med midler fra CISU i Danmark, har vi også haft fokus på at forbedre vilkårene for kvinderne. Der er lagt særligt vægt på ligestillingsspørgsmålet for at sikre samarbejde og lige deltagelse af mænd og kvinder i projektet – og naturligvis for at forbedre kvindernes liv.

Målet er at forbedre levevilkårene hos familier i landdistrikterne. Dette gøres blandt andet igennem at træne de lokale i bæredygtig landbrug for at sikre deres fødevareforsyning og for at de kan øge deres indtjeningsmuligheder. Projektet er målrettet landsbyerne Phallapani og Lewade, samt Gunjara tæt ved Pokhara i Nepal.

En af projektets deltagere er Budhimaya Dahal fra byen Phallapani. Hun er meget motiveret for at dyrke økologiske grøntsager og er en stor fortaler for projektet, selvom hun siger, at det er udfordrende at dyrke grøntsager nok til at øge sin indkomst.

Målet om at øge projektdeltagernes indkomst og især kvindernes er afgørende for kvindernes velstand og derfor også for projektets succes. Budhimaya Dahal har været heldig at få hjælp fra vores samarbejdspartner CN. Det har givet hende mulighed for at bygge et drivhus. Med vejledning fra CRT/N (vores partner på klima-projektet) har hun lært at dyrke tomater deri.  Budhimaya har også modtaget landbrugstræning, hvilket har givet hende ny viden og færdigheder, samt optimeret hendes arbejdsproces. Nu drømmer hun om at kunne øge sin indkomst ved at sælge sine økologiske produkter.

Økologi, selvstændighed og selvværd

Projektet har muliggjort, at deltagerne i projektet kan dyrke økologiske afgrøder og forbedre deres landbrugsproduktion, samtidig med at det har givet kvinder som Budhimaya Dahal mere viden om landbrug, og derved øget hendes selvstændighed og selvværd, hvilket er nødvendigt for at hun kan forbedre sin position i samfundet.

Ligestilling mellem kønnene i Nepal vil ikke finde sted natten over, men ved igennem initiativer som dette projekt, kan vi være med til at støtte kvinder og sætte skub i udviklingen.

På besøg i landsbyen Phallipani