Partnerskabsintervention med Children-Nepal
 
Tilbage i marts 2016 var Christine og Lykke fra DIB på besøg hos Children-Nepal for at lægge grobunden for et fremtidigt samarbejde og for at udarbejde en ansøgning til et mindre partnerskabsprojekt. Den blev heldigvis godt modtaget og i juni fik vi godkendt en bevilling til projektet fra CISUs Civilsamfundspulje med en partnerskabsintervention til under 200.000 kr. Projektet startede i august 2016 og løber indtil slutningen af januar 2017. DIBs Nepalgruppe kommer til at stå for samarbejdet og kontakten med den lokale NGO Children-Nepal.
 
Da projektet er en partnerskabsintervention er der særligt fokus på at styrke samarbejdet mellem vores to organisationer så vi sammen bliver i stand til at arbejde med vores langsigtede målsætning om at reducere fattigdom blandt fattige og marginaliserede familier i landområderne i Nepal ved at styrke disse familiers kapacitet til at skabe mere bæredygtige levevilkår og lokal udvikling. Indsatsen har derfor tre konkrete målsætninger: 1) At styrke partnerskabet mellem Children-Nepal og DIB. 2) At øge Children-Nepals kapacitet til at arbejde med bæredygtig levevilkår og lokal udvikling i landområderne i Nepal, og 3) at øge vores fælles viden om lokalsamfundet i udvalgte områder og hvordan vi bedst kan bidrage, så begge organisationer er bedre rustet til at varetage fremtidige projekter i området. Det gør vi ved at researche, gå i dialog med lokalbefolkningen og skabe større forståelse for den lokale kontekst og de vilkår, som befolkningen lever under.
 
I oktober måned var der to fra DIBs Nepalgruppen på besøg hos Children-Nepal i Pokhara for at afholde workshops om bæredygtig udvikling og levevilkår og monitoreringsværktøjerne vi anvender i projektet. Læs mere om Sonja og Lykkes tur på rejsebloggen.
 
Som afrunding på projektet var DIB på partnerbesøg i februar og marts måned i 2017. Denne gang var det Camilla og Lykke, der tog turen til Pokhara, for at afrunde projektet, samle op på al den data og viden Children-Nepal havde fået indsamlet fra projektlandsbyerne i løbet af partnerskabsaktiviteten og for at identificere næste fase af samarbejdet. Det kom der en ny ansøgning til CISU ud af, hvor planen er at i samarbejde med de lokale at starte lokale bæredygtige initiativer op indenfor energi- og vandforsyning, miljøundervisning og økologisk fødevareproduktion, der kan være med til at forbedre levevilkårene for de fattigste i områderne. Vi får svar fra CISU i midten af maj om de kan godkende projektet. Læs mere om Camilla og Lykkes seneste besøg hos Children-Nepal på rejsebloggen
 
Læs mere om vores partner Children-Nepal her.
 

SAM_1708-1 SAM_1693-1