Projektarkiv – Verden rundt

Her kan du læse om vores tidligere projekter, inddelt i alfabetisk rækkefølge efter land.
 

Bolivia

Bolivia er blandt Sydamerikas fattigste lande. Især den indianske befolkning, der udgør størstedelen af befolkningen lever i ekstrem fattigdom. Det giver sig bl.a. udslag i høj børnedødelighed og lav levealder. Landområderne er særligt hårdt ramt. Landbrugsudviklingen er utilstrækkelig, der mangler infrastruktur, jobmuligheder og boligstandarden efterlader noget at ønske. Med støtte fra Danida, har DIB i samarbejde med lokale samarbejdspartnere gennemført udviklingsprojekter i Bolivia siden 1989. Projekterne har fokuseret på to udviklingskoncepter inden for byggeri og planlægning: Lak'a Uta (Huse af Jord) og Pacha Uta (Organisering af Tid og Rum). Koncepterne tager udgangspunkt i lokale traditioner og har opnået stor gennemslagskraft og bevågenhed. DIB er fortsat aktiv i Bolivia idag.
 
Lak'a Uta
På det lokale sprog Aymara betyder Lak'a Uta, huse af jord. Meget betegnende for det byggekoncept, som DIB sammen med lokale organisationer har introduceret og videreudviklet.
 
130 kilometer fra hovedstaden La Paz ligger landsbyen Lahuachaca.
Billede 056
Lak'a Uta
En lille søvnig by, der ligner de fleste andre på den bolivianske højslette, Altiplano. Hævet over den støvede markedsplads ligger en samling bygninger, der med deres specielle buede tage skiller sig ud fra omgivelserne.
Husene udgør tilsammen Centro Lak'a Uta. Husene er udelukkende opført af soltørrede jordblokke (såkaldte adober), der har været brugt som byggemateriale i generationer på højsletten. Byggekonceptet stammer oprindeligt fra Nubien i det sydlige Ægypten, hvor man i mere end 6000 år har bygget huse med selvbærende parabelformede jordtage.
 
Et Lak'a Uta er simpelt at bygge og der gøres ikke brug af træ i konstruktionen. Træ er en mangelvare og er derfor dyrt på højsletten 4000 meter over havet. Ud over at de er billige, er Lak'a Uta-husene sundere og mere behagelige at opholde sig i end de traditionelle huse, hvoor taget med er af blik eller strå. Jordblokkene virker isolerende om dagen, hvor de optager solens stråler, og om natten holder de på varmen.
 
På solsiden af husene er der indbygget en trombévæg, et passivt solvarmesystem. En sort væg, der er overdækket med plexiglas, optager solens varme i løbet af dagen og afgiver den igen ind i huset om natten. Trombévæggen bidrager yderligere til, at beboerne kan holde varmen om natten, selv når temperaturen falder til langt under frysepunktet.
 
Siden de første huse skød op i slutningen af 1980'erne i Centro Lak'a Uta,
Lahuachaca la paz 047
Lahuachaca
er centeret blevet udvidet af flere omgange og var DIBs omdrejningspunkt for organisationens aktiviteter i Bolivia igennem 1990'erne.
 
I projektet Bæredygtig Bosætning på Altiplano 1997 – 2001 (BBA) blev indsatsen udvidet til udover uddannelse og teknisk assistance til selvbyggere, også at omfatte byggeforskning, professionelt byggeri, kreditgivning og etablering af kvindegrupper.
 
Flere hundrede bondefamilier i området har indtil nu bygget deres eget Lak'a Uta. I BB blev der udviklet en byggemanual, der gør det muligt uden hjælp selv at gå i gang med at bygge. Manualen, der er blevet udleveret gratis viser byggeprocessen trin for trin i tekst og billeder.
 
Det er ikke kun blandt de fattige på landet, at Lak'a Uta-husene er populære. De smukke økologiske huse er blevet eftertragtede for bedre bemidlede i og omkring storbyerne. Det har betydet at det uafhængige byggefirma, der blev dannet i BBA, fortsat har byggeopgaver og beskæftiger såvel arkitekter som håndværkere, der blev uddannet i projektet.
 
Interessen for Lak'a Uta har medvirket til at jordhusbyggeri i Bolivia har fået en renæssance. Huse bygget af jord opfattes ikke længere som huse for fattige, der ikke har råd til andet.
 
Pacha Uta
I 1995 indførte Bolivia, i forbindelse med demokratiseringen af landet, nye love om decentralisering og folkelig inddragelse. Lovene skulle bl.a. sikre at der tilføres flere midler til de fattige landkommuner, samtidigt med at borgerne skulle inddrages mere aktivit i beslutningsprocesserne. De lokale forvaltninger skulle nu i gang med selv at administrere det regionale og kommunale arbejde.
 
Denne demokratiseringsproces viste sig dog vanskelig at gennemføre bl.a. på grund af manglende politisk vilje fra de lokale myndigheder, der opfattede deres personlige interesser som truet. Samtidigt havde kommunerne ikke den fornødne ekspertice og erfaring til at forvalte de ny love.
For at vise hvordan den demokratiske planlægning kan foregå, udviklede DIB planlægningskonceptet Pacha Uta, der på Aymara betyder 'organisation af tid og rum'. Pacha Uta bygger på en metode for deltagerstyret lokal- og kommuneplanlægning.
 
Konceptet der blev udviklet i samarbejde med den lokale befolkning i Sica Sica Kommune, i Aroma-provinsen, ligger som praktisk tiltag i tråd med landets love om decentralisering og folkelig deltagelse.
 
Pacha Uta fokuserede på:
  • Benyttelse af lokale traditioner vedrørende organisering, miljøbeskyttelse og sikring af bevaringsværdige ressourcer.
  • Reel folkelig deltagelse, der er proces- såvel som resultatorienterede.
  • Koordinering og planlægning på forskellige niveauer med respekt for overordnede bestemmelser og retningslinjer.
  • Perspektivplanlægning, der udstikker rammerne for sociale og økonomiske behov med henblik på en bæredygtig udnyttelse af fælles ressourcer.
Pacha Uta-konceptet har været en succes og har opnået anerkendelse af såvel kommunale som statslige myndigheder. Med sit fokus på lokal tilpasning anses projektet for at have været anvendeligt i landet.
 
SCA – Styrkelse af Civilsamfundsorganisationerne på Altiplano (2004-2005)
afstemning
Afstemning, Sica Sica

SCA søgte at styrke lokale organisationer i Sica Sica Kommune på den bolivianske højslette, Altiplano.
Organisationerne var svage og havde ikke tilstrækkelig indflydelse på den demokratiske udvikling i lokalsamfundet. Kommunen tilgodeså ikke en række af borgernes væsentlige behov i forhold til produktion og afsætning af fødevarer, ligesom også sundheds- og undervisningssektoren blev underprioriteret.
 
Projektet fokuserede på producentgrupper som eksempelvis kartoffelavlere, mælkeproducenter, transportører og kunsthåndværkere. Størstedelen af lokalbefolkningen var organiseret i disse grupper.
 
Aktiviteterne var udarbejdet som miniprojekter, der kørte hele vejen fra identifikation over realisering og til implementering. Projekterne tog udgangspunkt i produktion og afsætning. Der var i miniprojekterne integrerede forløb, hvor grupperne fik indsigt i projektorganisation gennem tematiske seminarer om fx organisationsdannelse, lovgivning og  produktafsætning. Dette fungerede som løftestangen til at grupperne kunne styrke deres organisering, hvorefter de var bedre rustet til at gå i dialog med kommunen.
 
Projektet blev udført i samarbejde med DIBs lokale samarbejdspartner SAHB.
 
 

Cambodia

DIB arbejdede fra 1991-1993 på et pilotprojekt for bosætning med inddragelse
Cambodia2006 048
Batihus
af invalide, krigsenker og familier i Bati tæt ved Tonle Bati-søen ca. 25 km syd for Phnom Penh. Projektet omfattede byggeri, landbrug, indtægtskabende aktiviteter, vand, sundhed og undervisning. Eksempler indebar bl.a.:

  • Udvikling og  opførelse af 21 typehuse, fælleshus, værksted, lagerbygning og skole.
  • Etablering af infrastruktur, vandforsyning, latriner og vandingskanaler samt energiforsyning og PV-solpaneler.
  • Uddannelse af håndværkere og etablering af træværksted for produktion af bl.a. møbler.
  • Indtægtsgivende aktiviteter med fx fiskeri i den nærliggende sø Tonle Bati, privat og fælles landbrug, frugtplantage samt tømrer- og snedkerarbejde.
  • Sundhed og rent vand.
En teknisk rapport (Modular Houses in Cambodia, DIB 1993) beskrev udviklingen af typehuse opbygget af præfabrikerede moduler af lokal bearbejdet træ.
 
Samarbejdspartnere:  Bureau d'Etude de Construction et de l'Habitat (BECHA) og Ministry of Housing, Cambodja.
 
Projektet blev finansieret af DANIDA.

 

Filippinerne

Legazpi, Fase I
I 2007 startede DIB med vores partner på Filippinerne, Alterplan, en
100_0045
Legazpi
faktuel forundersøgelse der ledte frem til et pilotprojekt, Integreret katastrofeforebyggelse og udviklingsplanlægning på Filippinerne. Projektet foregik i byen Legazpi fra 2009-2010.
Pilotprojektet havde til formål at styrke civilsamfundets modstandsdygtighed overfor naturkatastrofer gennem en øget involvering af lokalsamfund og myndigheder.
 
Det var projektets hensigt at integrere videnskabelige informationer og globale erfaringer med lokale værdier og lokal viden. Gennem kapacitetsopbygning af lokale myndigheder og organisationer skabtes en langsigtet og bæredygtig planlægningsproces for disaster disk deduction (DRR – på dansk; katastrofeforebyggelse). Endvidere skulle projektet styrke de lokale partnere i håndtering af DRR, styrke kendskabet til bæredygtig og participatorisk planlægning samt hjælpe dem med at sprede de opnåede projekterfaringer.
 
Samarbejdspartnere: COPE Foundation, Alterplan.
 
Legazpi, Fase II
Projektet i Fase I var en succes, og i 2011 startede en videreførelse. Fase II, Enabling CSO participation in shelter program formulation to address flooding risks in Legazpi city, var et 2-årigt projekt, som løb fra 2011 til 2013. Det lagde stor vægt på den participatoriske tilgang, hvor lokale civilsamfundsorganisationer, især foreningen af slumbeboere Legazpi City Slumdwellers Federation Incorporated (LCSFI), var et kerneelement. LCSFI repræsenterede de 10 barangays (Filippinernes små kvarterer) som deltog i projektet.
100_4344
Alterplan
Projektet skabte dialog mellem de lokale myndigheder og slumbeboerne. Et af projektets helt store successer var de lokale myndigheders accept og anerkendelse af det shelterprogram, som Alterplan i samarbejde med COPE Foundation og LCSFI kunne producere. Programmet viste en detaljeret og researchbaseret strategi for den kataforeforebyggende tiltag i de 10 barangays, der var en del af projektet. De lokale myndigheder har skrevet flere af tiltagene ind i deres årlige budget for netop udvikling og kataforestrofeforebyggelse for de kommende 2 år. Vi arbejder løbende idag på at holde myndighederne op på deres løfter.
 
Samarbejdspartnere: Alterplan, COPE Foundation, Legazpi City Slumdwellers Federation Incorporated.
 

 Malaysia

MENGO/DENGO (Malaysia/Danish Environmental NGOs) Strategy and programme for DANIDA support to environmental NGOs in Malaysia.

Fra 1999-2002 deltog DIB i styrkelsen af det danske og malaysiske NGO-samarbejde. Projektaktiviteterne har omhandlet styrkelse af de malaysiske NGOer gennem et malaysisk netværk og etablering af et fælles sekretariat (MENGO Support Unit, MSU).

DIB har afholdt træningprogrammer og workshops for Malaysiske

Maliau river
Floden Maliau
NGOer. Den tekniske assistance har primært fokuseret på fundraising og projektskabende aktiviteter.

 
Samarbejdspartnere: MENGO Support Unit c/o ENSEARCH, Selangor Malaysia.
 
Se http://www.mengo.org for yderligere oplysninger.
 
Maliau Basin, Naturbevaring, Borneo, 1999-2002 -Naturbevaringsprojekt for oprindelig regnskov i den utilgængelige og tyndt befolkede del af Malaysia.
 
Projektet blev realiseret af Ornisconsult, Nepcon og Yayasan Sabah (Sabah Foundation) med støtte fra DANCED (Miljøministeriet)
Formålet med projektet var at etablere en bevaringsplan for Malaiu Basin på Sabah, et område af stor vigtighed på grund af dets store biodiversitet. Endvidere bestræbte projektet sig på at styrke såvel forskning såvel som både det offentlige og folkelige engagement i bevaring af miljøet.
DIBs indsats omfattede identificering, planlægning og design af Maliau Basin Field Study Center; et naturcenter med mere end 10.000 kvm. boliger, forskningslaboratorium, undervisnings- og besøgsfaciliteter.
 
Projektet gjorde brug af tilpasset og energibesparende bygningsdesign og lokale byggematerialer, samt vedvarende energi-forsyninger.
 
Yderligere oplysninger om projektet findes på http://www.ysnet.org.my/ 

Peru

I 2005 fik DIB, AXIS og IBIS godkendt en fælles ansøgning til Danida om
Santa Cruz- Taquile 060
Santa Cruz, Taquile
økonomisk støtte til et projekt på øen Taquile i Peru. Projektet løb over 2 år og havde en bevillingsramme på 1.3 millioner kroner. Målet med projektet var at styrke Taquiles oprindelige folk og dets politiske og sociale institutioner, således at øsamfundet kunne blive i stand til at forvalte sit territorium, sine ressourcer og sin kulturelle identitet. Endvidere skulle det regionale samarbejde med andre øsamfund og indianske organisationer styrkes, lige som samarbejdet med de peruanske myndigheder skulle forbedres. Projektet udspringer af AXIS' tilstedeværelse på Taquile siden 1996. Aktiviteterne har været mange; kulturelle udvekslinger mellem europæiske og latinamerikanske unge og ungdomsledere, udsendelse af volontører, produktion af solpaneler, engelskundervisning samt kurser og workshops om kunsthåndværk.
 
Taquile – en ø i Titicaca-søen
Taquile er en lille ø i den peruanske ende af Titicaca søen i Andesbjergene. Den ligger i næsten 4000 meters højde, i et koldt men solrigt klima, 3 timers sejlads fra fastlandet. På øen lever der ca. 1600 mennesker. Mændene strikker og kvinderne væver meget smukke tekstiler og for alles vedkommende gælder, at de klæder sig i traditionelt taquilensk tøj. Modersmålet er quechua, men næsten alle taler spansk på Taquile.
Øen har først fået regelmæssig tilknytning til resten af Peru i løbet af de sidste 25 år, men beboerne fastholder stadigvæk deres selvstændighed i forhold til den peruvianske stat. De ønsker, at udviklingen på øen skal foregå på deres egne præmisser og har derfor bl.a. takket nej til at få overført strøm til øen og satser i stedet på at udnytte solcelleenergi. De har også sagt nej til at få bygget veje, da det vil ødelægge nogle af deres landbrugsarealer. Derfor er der kun fodgængere, man møder rundt omkring på øens stier.
 
I højsæsonen kommer der dagligt hen mod 500 turister for at besøge
Santa Cruz- Taquile 045
Folkeforsamling og fest, Santa Cruz, Taquile
det traditionelle og specielle øsamfund. De fleste guider som følger turisterne til Taquile stammer fra Puno på fastlandet, hvilket betyder at pengestrømmen fra turisternes besøg ikke tilkommer taquilenerne selv. Det påvirker fællesskabet og kulturen på Taquile, der i disse år er udsat for et vældigt pres, specielt bliver de provokeret af turistbureauerne fra Puno, som de finder udnytter og ringeagter folket på øen. Gaver fra myndigheder og donorer har givet falske forhåbninger og skævvredet traditionelle strukturer.
 
Den eksplosive turisme har bidraget til interne konflikter, som splitter taquilenerne og er en trussel imod organiseringen på øen og den traditionelle fællesskabssolidaritet. Øbefolkningens evne til at klare sig selv svækkes; man ser tabet af traditioner som “yankay” (fællesarbejde) og ændringer i sædvaner, som svækker den indianske identitet og øboernes selvfølelse. Blandt taquilenerne er der en udbredt frygt og afmagt for deres eksistens som indiansk øsamfund.
Der er bred enighed på Taquile om, at øsamfundet har behov for hjælp udefra til at styrke øens institutioner, så de bliver bedre i stand til selv at løse problemerne fremover.
 
Projektet på Taquile fokuserede på kapacitetsopbygning af øens institutioner og sociale organisationer. Et gennemgående tema, som havde stor indflydelse på projektaktiviteterne, var turismen. Denne er aktuelt er den største trussel imod øsamfundet, men samtidig er den øboernes største mulighed til en forbedret økonomi.
 
DIBs rolle i projektet
DIB gik hovedsagligt ind i projektets anden fase, hvor der inden for
R0011197
Strikkekursus fra Taquile
rammerne af udviklingsplanen og turismestrategien, skulle udvikles en miljøplan, en plan for forvaltning af øens kulturhistoriske miljøer.
 
Miljøplanlægningen bestod af indsamling og analyse af lokale miljøforhold og formulering af strategi. Til sidst skulle de første dele af miljøplanen udføres. Det var hensigten, at miljøplanen skulle styrke øens bæredygtighed i forhold til det store antal turister, der fortsat forventes at komme til øen. Centrale emner i planen var energi, vand, spildevand og affald.
 
Der er på Taquile stor opmærksomhed om egne kulturelle værdier, byer, bygninger, terrasser, stier og veje. DIB skulle i samarbejde med taquilenerne selv udvikle en plan for bevaring af de kulturhistoriske værdier. Planen skulle vise, hvordan man med respekt for traditionen kunne vedligeholde eksisterende huse og anlæg, samt hvordan man kan opføre nye, der lever op til de forventninger om moderne komfort, der også var på Taquile.
 

Sri Lanka

Projektet Low Income Housing i Matale District, der løb over 3 år (1994-97), var et bosætningsprojekt for lavindkomstfamilier og tidligere teplantagearbejdere i Matale distriktet tæt ved byen Kandy, midt på øen.
FAMBF~U6
Hus i Matale distriktet
 Projektet favnede både singalesere, tamiler og muslimer.
 
Projektet omfattede:
  • Organisations- og administrationsopbygning.
  • Etablering af låneprogram.
  • Uddannelse og træningsprogram for håndværkere og selvbyggere.
  • Udvikling af klimatilpasset byggekoncept med brug af lokale materialer.
  • Opførelse 250 selvbyggerboliger og latriner.
  • Produktion af kokosfiberarmeret cement-tagsten MCR (Micro-Concrete Roofing) og byggeblokke.
  • Etablering af 7 drikkevandsbrønde.
The Matale Houses
Projektet har udviklet tre forskellige typehuse på 33 kvm. fordelt på to værelser, køkken med skorsten og opholdsrum. Dertil et toiletanneks. Mure er opført af cementhulblokke (12,5 blokke/kvm.) og sammen med tagstenene fabrikeret på projektets produktionsværksted. Tagstenene er fremstillet med brug af lokale materialer (kokosfiber, sand, cement) og udgør et velegnet alternativ til de dyrere tagplader af metal. Taget dæmper lyd og solvarme.
Det tager ca. 15 dage at bygge et typehus, pris ca. 6.000 DKK (900 US$) inklusiv arbejdsløn.
 
Samarbejdspartner: Rural Development Group Society og Rural Development Department of Matale.
 
Projektet blev støttet af Danida og EU, med et samlet på budget 3.8 millioner kroner. Sri Lankas regering stillede land til rådighed.

 

Sydafrika

Fra 1998-2005 arbejdede DIB med bosætningsprojekter i Sydafrika.

sydafrika
Kvinder i Cape Town

Projekterne (Sustainable Energy, Environment and Development in South Africa)  SEED I (1999-2001) og SEED II (1999-2005) har haft som hovedformål at øge bevidstheden om miljø og energiressourcer – specielt med vægt på energiforbruget i boligen og husholdningen. SEED-programmerne var opdelt i et byprogram og et landdistriktsprogram. Byprogrammerne blev gennemført i tæt samarbejde med lokale NGOer og myndigheder i Cape Town, Durban og Johannesburg.

Hver af partnerne fik ansat en lokal SEED-rådgiver, der svarer til vores hjemlige grønne guider eller energirådgivere. Programmet stod for ansættelse, uddannelse og opbakning af de lokale rådgivere, der lokalt skulle støtte og forbedre de store husbygningsprogrammer med et miljø- og energimæssigt udgangspunkt.

 
Fra Sydafrikas side har der været et stort ønske om at få ny inspiration og erfaringsoverførsel fra andre verdensdele hvad angår bæredygtigt byggeri og boligområder.
I SEED I var den lokalsamarbejdspartner Energy and Development Research Centre (EDRC) fra Cape Town Universitet og i Urban SEED II er samarbejdspartneren Sustainable Energy Africa (SEA).
 
Projekterne har var været støttet af DANCED (miljøministeriet).