Kidi Devi og biogasanlægget
 
Kidi Devi bor i den lille bjerglandsby Maun i det nordlige Indien. Hun har siden 2011 været medlem af WAFD og blev i 2013 frivillig for organisationen i landsbyen. Selvom Kidi Devi ikke ejer meget land, så kan hun stadig bruge de teknologier som WAFD har introduceret hende til. Hun fik igennem WAFD en organisk kompost i sin køkkenhave, og hun blev glædeligt overrasket over, at komposten giver tre gange så meget, som mængden af møg hun plejer at bruge på sin jord. Hun fortæller at hendes afgrøder nu er bedre. Planterne er større end før, og køkkenhaven står i flor. Der er sket en fordobling af udbyttet af haven, og derfor også Kidi Devis indtjening på produkterne.
 
I 2015 installerede WAFD et biogasanlæg i hendes have, og hun Skærmbillede 2017-02-01 14.59.59kan nu lave mad ved hjælp af biogas. Hver dag starter hun bioforgasningsprocessen ved at hælde 25 kg møg og 25 liter vand ned i gylletanken på biogasanlægget, hvori det blandes. Hun ejer én ko, og bruger møget fra den, til at fodre anlægget. Gylletanken fordrer forrådnelsestanken hvori gæringen af gyllen finder sted, og på den måde produceres biogassen. Biogassen løber derefter gennem rørledningen, og tilfører brændstof til gaskomfuret i Kidi Devis køkken. Udløbstanken samler det anvendte gylle, som bliver taget ud og tørret. Dette bruger hun i sit landbrug. Biogasanlægget opfylder nu det meste af hendes madlavningskrav. Det eneste hun ikke bruger biogassen til, er at lave chapatis, da smagen bliver anderledes.
Hun er ikke længere så eksponeret for røg, som tidligere. Nu er det kun 90 min om dagen på grund af biogasanlægget. Hun er heller ikke så afhængig af LPG-cylindre med gas, fordi biogasanlægget producerer det meste af det hun har brug for til at lave mad.
 
Skærmbillede 2017-02-01 14.59.29Biogasanlægget har ændret meget for Kidi Devi, men det at være frivillig i landsbyen har transformeret hende. Hun fortæller, at hun er blevet mere åben og henvender sig nu selv til folk, for at starte en samtale. Tidligere snakkede hun ikke meget, men da hun blev frivillig var hun nødt til at være mere åben. Hun motiverer andre til at indføre de teknologier som WAFD introducerer, så de også kan drage fordel af dem. Hun forklarer hvordan en bestemt situation ændrede noget i hende. Hun følte sig uretfærdig behandlet og tog sig derfor sammen til at sige fra. Hun fortæller: ”Mænd og kvinder var blevet hyret til at bygge en mur ved en bygning i landsbyen. Det eneste mændene skulle gøre, var at lægge cement på murstenene, hvorimod kvinderne skulle lave det hårde arbejde, som inkluderede at bære materialerne til konstruktionen. Mændene blev betalt 350 rupees, mens kvinderne kun blev betalt 200 rupees. Da jeg fandt ud af, at der var så stor forskel på mændene og kvindernes løn, sagde jeg til arbejdsgiveren, at vi kun ville arbejde hvad der var 200 rupees værd”. Kidi Devi fortæller, at tidligere hvis en kvinde sagde hvad hun havde på hjerte, blev hun set ned på. ”Men nu er alle mænd og ældre i landsbyen blevet vant til at lytte til vores mening, og nogle af dem værdsætter det også. Nu føler vi, at vi har en stemme i samfundet”.

Projektet har givet Kidi Devi selvtillid og mod. Udover det, nyder hun godt af sit biogasanlæg, og spreder information om økolandsby-teknologierne, så andre kan få udbytte af projektet.