Regnvandsopsamling sikrer forsyning af vand hele året
Vi har i samarbejde med vores lokale partner CHILDREN-Nepal og gennem midler fra Jubilæumsfonden fået øget vandforsyningen til 62 husstande i landsbyen Gunjara i Nepals bjerge. Lokalbefolkningen i Gunjara består af fattige kasteløse familier og etniske minoriteter, og de lever primært af subsistenslandbrug, remitter og ufaglært arbejde. Inden projektet blev gennemført var der mangel på vand i landsbyen, særligt i tørtiden. Det betød, at bønderne ikke kunne dyrke jorden i tørtiden, og at der ikke var nok vand til husholdningsbrug. I landsbyen har 59 familier nu fået installeret regnvandstanke i forlængelse af deres hustage som opsamler regnvand. Tre andre familier har fået gravet små opsamlingssøer, hvor vandet kan opsamles og opbevares. Det betyder at landsbyboerne nu har mulighed for at opsamle regnvand i monsuntiden fra juli til september, og udnytte det i tørtiden til vanding af afgrøder og køkkenhaver, til husdyrbrug, madlavning, sanitære formål og tøjvask. Projektet har således haft en positiv effekt på beboernes fødevareforsyning og helbred, samt gjort dem mere uafhængige og modstandsdygtige.

En regnvandstank er i gang med at blive installeret

Mindsket arbejdsbyrde
Fordi det ikke har været muligt at dyrke jorden i tørtiden har det været nødvendigt for lokalbefolkningen i Gunjara at finde ufaglært arbejde i den periode. Det betød, at særligt mændene rejste til storbyerne og til udlandet for finde arbejde og sende pengene hjem til familien. I Nepal er det en meget almindelig praksis, hvor over 10 % af befolkningen arbejder i udlandet. For at kunne betale for rejsen må de tage lån, som er svære at betale af. Tilbage står kvinderne i landsbyen med en endnu større arbejdsbyrde, hvor de både skal tage sig af husholdningen og selv arbejde ufaglært. Ved at kunne dyrke jorden i tørtiden behøver færre at rejse væk fra landsbyen. Det betyder at landsbyboerne bliver mere uafhængige og arbejdsbyrden mindskes hos både mænd og kvinder. Vandtankene gavner særligt kvinderne, der ofte er dem der primært tager sig af husholdningen og har ansvar for at hente vand til familien. De sparer derfor både tid og energi.



Kapacitetsopbygning af lokalbefolkningen
Udover at installere regnvandstanke har projektet også haft til formål at kapacitetsopbygge og oplyse lokalbefolkningen. Det er blevet gjort ved at træne 61 landsby-repræsentanter i vandforsyning og vandopsamlingsteknikker. Samtidig er der blevet skabt en dialog på tværs af landsbyen omkring deres vandforsyning, herunder de udfordringer de har og mulige løsninger. Derudover har der været arrangeret demonstrationer af vandopsamlingsteknikkerne til andre interesserede familier.

Til venstre: En installeret opsamlingssø. Til højre: Dialog mellem landsbyboerne
Parbati ved sit hus. I baggrunden ses den regnvandstank hun har fået installeret.

En beretning fra Nepals bjerge:
Parbati Aale er én af dem som har fået stor glæde af projektet. Hun har hele sit liv haft problemer med vandforsyningen og troede ikke at det kunne løses. Parbati fortæller, at hun førhen kunne vente helt op til to dage på at få blot 20 liter vand. Nogle gange blev hun endda nødt til at sove ved landsbyens vandpumpe for at sikre sig vand i krisetider, og andre gange måtte hun forlade sine børn alene hjemme om natten for at hente vand. Livet er derfor blevet nemmere for Parbati siden hun fik installeret en regnvandstank ved sit hus. Samtidig har det givet hende mulighed for at vande sine afgrøder hele året – noget hun ikke kunne før. Parbati drømmer nu om dyrke flere grøntsager og få flere husdyr ved at bruge vandet fra tanken. På den måde behøver hun ikke længere at arbejde ufaglært i andre husstande i tørtiden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *