En fotoudstilling om et velsignet og forbandet ørige

Fra visse synsvinkler ligner Filippinerne et paradis, fra andre det stik modsatte. Den geologiske placering inden for Stillehavets ”Ring of Fire” medfører heftig vulkansk aktivitet, som sammen med voldsomme tyfoner og kraftige regnskyl hurtigt omskaber et solbeskinnet, frugtbart land til et helvede. Naturkatastrofer kan ramme alle, men det er som altid menneskene nederst på den sociale rangstige, der rammes hårdest. Det er deres liv, der bliver vendt op og ned, når primitive boligområder skylles væk af floder, splintres af tyfoner eller gøres ubeboelige af vulkaners askeskyer.

Fotoudstillingen Slum Blues portrætterer disse menneskers levevilkår. Hverken for at ynke eller romantisere – snarere for at sætte vore egne vilkår i relief. Og for at fortælle om en befolkning fuld af livsvilje, opfindsomhed og optimisme.

Fotoudstillingen er produceret i tilknytning til DIB’s projektarbejde i Filippinerne.


Om fotografen

Billederne til Slum Blues er taget af Jørgen Nielsen, cand. mag i Nordisk Sprog og freelance reklame- og reportagefotograf og journalist/fotojournalist. Han har som fotograf stået bag en række udstillinger med primært naturfotos fra Danmark og har derudover rejst med kameraet i lande som Nepal, Mozambique, USA samt en række europæiske lande. 

Samlet set klinger hans værk af en visuel poesi og sans for at opsøge sporene efter det skønne i det oversete, og med hans tekniske talent gør dette fotografierne til ren øjenguf, skriver Jannie Uhre Ejstrud, museumsinspektør og ph.d.

Skal udstillingen hænge hos jer?

Udstillingen består af 20 indrammede A0-fotografier af høj kvalitet og kan lånes for en periode. Vi kommer gerne og medvirker i opsætningen. Måske kunne I også tænke jer et foredrag om vores arbejde i Filippinerne i samme ombæring? – Det hele er ganske gratis!

Alt, I skal gøre, er at kontakte DIB’s sekretariat på dib@dib.dk med et bud på, hvorfor udstillingen skal på besøg hos jer.

Se og læs om alle billederne og få mere information om muligheder for at opleve og låne udstillingen samt salg af billederne på udstillingens eget website www.slumblues.dk.