landcruiser

Tania og Jaime sammen med den trofaste Toyota Landcruiser (el burro) i Santa Ana de Velasco, Santa Cruz. Foto: Simon Langvad Græsbøll Iversen

Intense og spændende uger i Bolivia med projektudvikling, rejse, tilsyn og evaluering i Lomerío og Tumupasa

Efter knap 2 års tvungen pause blev det endelig muligt at rejse til Bolivia igen og besøge vores mangeårige partner Teko Kavi. Sidst udsendte fra DIB var i Bolivia, var i marts 2020, hvor Michael, Lea og Simon var afsted. Siden da har vi fået bevillinger til 2 projekter; sundhedsprojektet NEXTCAP og kommunikationsprojektet Amp Voices, som indtil videre er blevet monitoreret online.

Men det er bare noget helt andet at se projekternes fremskridt og resultater med egne øjne og høre om dem med de deltagende parters egne ord. Derfor var det også til stor glæde, at det kunne lykkes. Simon var i alt fire uger i Bolivia, hvor der var fokus på partnerbesøg, projekttilsyn og projektudvikling.

Selve projekttilsynet udmøntede sig i en 10 dage lang rundtur i Bolivias lavland. Simon rejste med Jaime, daglig leder af Teko Kavi, og Tania, projektleder på Amp Voices, på firehjulet langfart i Landcruiseren. Først var de i Lomerío i Santa Cruz, og herefter gik turen til Tumupasa i det nordlige La Paz, hvor Erika, projektleder på NEXTCAP, sluttede sig til gruppen. Undervejs mødtes de med målgrupperne og andre interessenter for at snakke om projekternes resultater, og hvilke udfordringer, der stadig venter.

Møde i San Antonio de Lomerío

Tilsynsbesøgene bød på møder og gode snakke med oprindelige folks ledere og råd, embedsfolk fra kommunen, personale fra sundhedscentre og mange andre. Foto: Simon Langvad Græsbøll Iversen

Indsatser spiller sammen

“Udover at det er sejt – til trods for en pandemi – at det er lykkedes projektgrupperne at få aktiviteterne udført, omend lidt forsinket, så har det også været vildt interessant at se, hvordan de to projekter spiller sammen: NEXTCAP’s One Health-tilgang til sundhed i landsbyer og landområder og Amp Voices’ fokus på at styrke kommunikation og netværk har ført til koordinerede sundhedskampagner i både Lomerío og Tumupasa”, fortæller Simon, som er projektleder på Amp Voices og var stedfortræder for Helle på NEXTCAP under rejsen.

Digital og strategisk kommunikation, mere netværk, udveksling af viden og erfaringer, kampagner, m.m. Disse er nogle ønskerne og nødvendighederne, som flere repræsentanter for de oprindelige folk gav udtryk for. De vil gerne forbedre deres interne kommunikation for bedre koordination og samarbejde, og deres eksterne kommunikation for at råbe lokale og regionale autoriteter op om de problemer, som opstår med pandemi, klimaforandringer, invasioner af deres territorium for at omlægge til land- og kvægbrug og andre trusler. Dette fokus vil fylde meget i udviklingen af et nyt, større projekt, som vi netop har ansøgt om midler til hos CISU’s Civilsamfundspulje og nu venter svar på.

Afskedsmiddag i La Paz efterp artnerbesøg og projekttilsyn hos Teko Kavi

Teko Kavis ansatte og frivillige mødte talstærkt op til afskedsmiddag. Foto: Tania Imaña Loza.

Projektudvikling på kontoret i La Paz

Tilbage i La Paz stod den på evaluering og udvikling af nye projekter. Konkret blev der udarbejdet to ansøgninger, hvoraf den ene nu er sendt ind til CISU. Der var også tid til et rart gensyn med andre folk på Teko Kavi-kontoret. Heriblandt Edith og Adrian fra administrationen, Magaly og Rolando assistenter på NEXTCAP, og Karina som sammen med Gabi er ved at færdiggøre et spændende, mindre projekt, som vil kombinere AJ-projekternes metode med klimaaktivisme i andre civilsamfundsorganisationer.

Projekterne NEXTCAP og Amp Voices’ aktiviteter har været meget påvirket og en del forsinket af COVID-19-restriktioner og sygdom. De oprindelige folk har undervejs isoleret sig for at undgå smitte, hvilket er forståligt. Derfor har der været perioder, hvor det ikke har været muligt at gennemføre aktiviteterne. Derfor har vi også fået udskudt slutdato for begge projekter hos CISU, så vi når det hele.

NEXTCAP løber til sommeren 2022 og Amp Voices afsluttes her i slut-marts 2022.

Vil du se flere fotos fra rejsen? Tjek bl.a. dette opslag på vores Facebook-side ved at klikke her.

Læs mere om vores mangeårige arbejde i Bolivia her: https://www.dib.dk/projekter/bolivia/


Leave a reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *