Vi har nemlig fået bevilliget to nye projekter, der skal takle klimaproblemstillinger på et lokalt niveau – i Bolivia, hvor vi har gennemført flere projekter med vores partner, Teko Kavi, men nu også i Tanzania. Der bliver spændende og glæder os meget at arbejde i et helt nyt land (for os) og med vores nye lokale samarbejdspartner, Kijani Consult Tanzania.
Hvis du har lyst til at læse lidt mere om hvad projekterne kommer til at handle om, så kan du læse om dem forneden! 😊
Nane Nane Climate Change Adaptation – Tanzania
I Geita-distriktet, i Tanzania, vil vi arbejde med at styrke lokale ungdomslederes og mobilisere lokalsamfundet i kampen mod klimaændringer. Det andet element i projektet er at skabe bevidsthed og større fokus på beskyttelsen af klimaet og fremme klima-bæredygtigt landbrug. Det gøres blandt andet gennem uddannelse og workshops for de lokale landmænd og opsætning af drivhus til at skabe nye muligheder igennem klima resistente afgrøder.
På nuværende tidspunkt er der en række af klimabeskyttelses lovgivninger i Tanzania, men for at disse lovgivninger og indsatser når ud til lokalsamfundet skal der skabes større opmærksomhed for dem. Derfor vil en del af projektet fokusere på at skabe dialog og forståelse for klimabeskyttelse bl.a. gennem filmvisninger og læringsseminarer.
Altiplano Adaptation: Youth Agents Acting for Climate Change Adaptation – Bolivia
Altiplano Adaptation er et klimatilpasningsprojekt med fokus på viden, lokalsamfund og fortalervirksomhed for at løse de stadig alvorligere problemer, der opstår som følge af klimaændringerne i landdistrikterne i Altiplanos højland i Bolivia.
Det gør vi ved at styrke de unge i Altiplano-samfundene til at udvikle nye klima-bæredygtige initiativer. Derudover vil ungdomsledere og rollemodeller blive uddannet til at præsentere disse initiativer blandt lokalsamfundet, på skoler, universiteter og over for lokale og kommunale myndigheder for at udbrede viden om og forståelse af klimaændringer. For at sikre projektets fremtid, vil vi samarbejde med lokale organisationer, det offentlige universitet og nationale netværksgrupper for at formidle oplysninger, fremme og advokere for klima-bæredygtige indsatser på regionalt og nationalt plan.