Namaste fra Camilla (tv) og Emma (th) i Pokhara! Vi elsker begge at skabe fortællinger, illustrere og skabe uforglemmelige læringsoplevelser for børn og unge. Derfor har vi været så heldige at afholde kreative workshops i to uger hos DIBs samarbejdspartner CHILDREN-Nepal.

Workshop 1: Menstruation

Vi afholdte en workshop for piger mellem 10-14 år om menstruation, hvor de lærte om menstruationscyklussen og deltog i en kreativ øvelse. Her skulle de skabe deres egen “menstruationskarakter”: hvordan ser den ud, hvad frygter den, og hvad drømmer den om?  Vi og vores oversætter delte ud af vores menstruationsoplevelser og viste vores menstruationskarakterer.

Formålet med workshoppen var at aftabuisere menstruation og gøre det mindre skamfuldt for pigerne at gå til hinanden eller voksne, når de har spørgsmål. Samtidig lærte de også om menstruel sundhed. Det var utroligt at se, hvordan de begyndte at åbne op og dele med hinanden, især i et samfund, hvor menstruation ofte er meget tabubelagt. Nogle af pigerne havde endnu ikke fået deres menstruation, eller havde aldrig hørt om det før. Andre havde oplevet at blive isoleret i en ”menstrual hut” i alt mellem 7-20 dage fra hjemmet første gang, de fik deres menstruation. Det var en virkelig lærerig workshop, også for os som facilitatorer, da vi fik indsigt i, hvordan menstruation kan være en utrolig traumefyldt oplevelse for nogle piger pga. stigmatisering. Efter workshoppen delte flere, at det at tale om deres første menstruation, og hvordan det føles, hjalp dem til at føle sig mindre alene.

Efter workshoppen modtog pigerne et menstruationskit med genanvendelige bind, som var lavet af CHILDREN-Nepal, der også deltog i workshoppen. CN vil gerne fortsætte med at afvikle menstruationsworkshops på flere skoler. Vi lavede en folder, som de fremadrettet kan bruge i deres undervisning:

Workshop 2: At tegne med naturen

I vores anden workshop tegnede børnene (både drenge og piger mellem 9-12 år) med naturmaterialer. Formålet var at styrke deres forhold til naturen gennem kreativitet og bringe dem tættere på deres lokale omgivelser gennem aktive øvelser. Børnene skulle først male deres yndlingsdyr kun med farven grøn og herefter abstrakte fantasivæsner kun med farven brun. De fik hver gang 10 minutter til at løbe ud og samle blade og andre naturmaterialer uden at ødelægge eller forstyrre naturen. Efterfølgende fortalte de om, hvorfor det var deres yndlingsdyr og delte fakta om papegøjer, sommerfugle og bjerge med hinanden.

Vores tid i Nepal bød på masser af lærerige samtaler – især om menstruation (i en anden kultur). Samtidig oplevede vi en kæmpe gæstfrihed, en invitation til en kollegas bryllup og rundvisninger i smukke Pokhara. Vi er dybt taknemmelige for denne oplevelse og de mennesker, vi har mødt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *