Vi kommer gerne – og som regel ganske gratis – rundt i landet og holder foredrag. Vi vil fortælle de mange gode historier, der kommer ud af vores arbejde og vores partnerskaber rundtom i verden.
Du får de mange succeshistorier at høre om projekter, der lykkes, og om mennesker, der har gavn af vores projekter. Om ildsjæle, der brænder for at udføre dem og gøre en forskel for deres lokalsamfund. Men du får også at høre de ligeså lærerige historier om de mange dilemmaer, der gemmer sig i det til tider udfordrende samarbejde på tværs af verdensdele og kulturforskelle.
Internationalt projektarbejde: Klimatilpasning og fattigdomsbekæmpelse
For tiden tilbyder vi foredrag med afsæt i vores projektarbejde følgende steder:
Bolivia: DIB har siden slutningen af 80’erne arbejdet med bæredygtig bosætning og styrkelse af civilsamfundet i Bolivia. Siden 2006 har vi fokuseret på uddannelse og været med til at udarbejde alternative undervisningsmetoder for skoleelever i form af legende læring og ‘øko-alfabetisering’.
Filippinerne: Her arbejder DIB for tiden på den overvejende muslimske ø Mindanao med rehabilitering af internt fordrevne fra en væbnet konflikt mellem IS-relaterede militser og regeringsstyrker i byen Marawi. Tidligere har vi også arbejdet meget med lokalplanlægning i områder af Filippinerne, der er udsatte i forhold til naturkatastrofer, som med klimaforandringerne rammer hyppigere og hårdere.
Nepal: I Nepal arbejder vi med at forbedre levestandarden for fattige bønder i afsidesliggende landområder. Vi har fokus på kapacitetsopbygning og bæredygtig udvikling i landsbyerne.
Sydasien: I samarbejde med partnere fra Sri Lanka, Bangladesh, Nepal og Indien arbejder DIB på at fremme udbredelsen af økolandsby-konceptet. Formålet med projektet erat reducere fattigdom og samtidig begrænse udledningen af drivhusgasser ved at implementere tekniske lavenergi-løsninger.
Skal vi komme på besøg hos jer?
Hvis du har lyst til at få besøg af DIB på dit studie, din arbejdsplads eller i din forening (eller kender et helt fjerde oplagt sted), vi skal besøge, så kontakt endelig sekretariatet på dib@dib.dk.