I Sydasien har vi siden 2015 arbejdet med implementering og opskalering af økolandsby-konceptet (Eco Village Development, EVD) sammen med vores partnereorganisationer i regionen. Konceptet er med til at bidrage til øget tilpasning til og afbødning af klimaændringer samt forbedring af levevilkårene for familier i landområder, og særligt kvinder. Udover implementeringen lokalt, har partnerne også fokuseret på fortalervirksomhed på lokalt, nationalt, regionalt og internationalt niveau.

Vores partnere i projektet er INSEDA og Climate Action Network South Asia (CANSA) i Indien, Grameen Shakti i Bangladesh, IDEA i Sri Lanka og CRT-NEPAL samt vores danske partner International Network for Sustainable Energy (INFORSE). Siden 2015 har vi haft 4 projekter sammen, de seneste blev afsluttet i 2023. Lige nu krydser vi fingre for vi får et nyt projekt godkendt 🙂

Srilankanske landsbybeboere i dialog omkring landsbyplanlægning.

EVD-database

I august 2022 lancerede vi vores EVD-database, som indeholder en samling af mere end 40 lokale løsninger, der er implementeret i landsbyer i Bangladesh, Indien, Nepal og Sri Lanka.

Økolandsbyudvikling og fortalervirksomhed

Sammen arbejder vi for at fremme udbredelsen af økolandsby-konceptet gennem evidensbaseret fortalervirksomhed. Fra 2015-2017 blev der oprettet tre til seks ‘demonstrationslandsbyer’ i hvert partnerland. Her kombineres en række tekniske, lokaludviklede, omkostningslave løsninger inden for vedvarende energi, vandforsyning, landbrug og bosætning. Det foregår i tæt samarbejde med den lokale befolkning og under nøje hensyn til landsbyens specifikke behov.

Disse landsbyer fungerer som evidensbase for den fortalervirksomhed, der også bedrives under projektet af vores partnerorganisationer. Organisationerne har mange års erfaring med implementering af løsningerne.

Vores partnere i Nepal har produceret nedenstående lille film, der giver et godt indblik i projektet, og hvad økolandsby-udvikling går ud på.


Opskalering af fortalervirksomheden

I anden del af projektet (2017-2018) var fokus på at opskalere økolandsby-konceptet og foreslå det som løsningsmodel i nationale handlingsplaner på klimaområdet. Udover at vedligeholde og udbygge aktiviteterne i landsbyerne, deltog partnerorganisationerne derfor også i de internationale klimatopmøder. Her præsenterede de blandt andet publikationer og policy-anbefalinger samt netværkede og lavede fortalervirksomhed på både regionalt og nationalt plan.

Partnerne på den internationale klimakonference COP22 i Marrakesh.

Styrkelse og udbredelse af EVD-konceptet

Det overordnede mål med interventionen er at opnå en forbedret levestandard for klima sårbare landområder i Sydasien ved at integrere lokale bæredygtige løsninger, der bidrager til modvirkning af klimaforandringer, tilpasning og opbygning af den lokale modstandsstyrke. Ved projektets afslutning vil lokale samfund i Nepal, Bangladesh, Sri Lanka og Indien have forbedret muligheder, både i hensigt til miljøbevarelse og økonomisk muligheder  gennem etablering af  Eco-Village Development (EVD), som model landsbyer. Derudover er EVD’erne også en løsning til økonomiske vanskeligheder i områderne og skaber nye bæredygtige muligheder for den lokale befolkning. Projektet er udført og udviklet i tæt samarbejde med DIB lokale Sydasien-partnere IDEA, Crt-Nepal, INSEDA, Grameen Shakti, Climate Action Network South Asia (CANSA) og INFORSE.

Partnerne i Next Generation EVD-projekt på besøg hos landsbyboere, som har fået støtte til økolandsbytiltag.

Teknologier til økolandsbyudvikling

Et eksempel på en intervention i forbindelse med EVD’erne i Nepal har været implementeringen af  en hydraulisk ram pumpe, som nu forsyner landsbyen med ferskt drikkevand og vand til landbruget. Se videoen og høre fra Gopatatpa om hvad pumpen bruges til dagligt: