Nane Nane CCAM (2023-2024)

DIB og Kijani Consult Tanzania indgik et partnerskab og fik en bevilling fra CISUs nye Climate Change Adaptation Modality i foråret 2023. Kijani er en relativt nyligt registreret ngo med hovedsæde i Dodoma, men organisationen har tidligere arbejdet med oplysning om klimaforandringer og community mobilisering.

Projektet har til formål at gøre lokalsamfundsmedlemmer i Geita-distriktet i Tanzania opmærksomme på og i stand til at tilpasse sig klimaændringer. Dette skal ske ved at opbygge ungdomslederes kapacitet inden for klimatilpasning, lokalsamfundsmobilisering og kommunikation.

Kapacitetsopbygning af landmænd i klimavenlige landbrugsmetoder, etablering af landmandsgrupper og opførelse af demonstrationsdrivhuse som læringsrum vil styrke landmændenes viden og praktiske færdigheder og gøre dem mere modstandsdygtige over for klimaforandringer.

Nationale politikker om klimatilpasning er på plads, men for at politikkerne skal nå lokalt niveau fokuserer projektet på at skabe opmærksomhed gennem filmvisninger og samfundsdialoger af ungdomsledere, fremme af klimasmart landbrug gennem demonstrationsdrivhuse og på Nane Nane Farmers’ Day samt ved at arrangere træning og workshops for interessenter og lokale myndigheder.