På besøg hos borgmesteren i Guinobatan, februar 2024.
Et relevant praktikophold
Anders og Alexander fra 4. semester på Katastrofe- og Risikomanageruddannelsen, er lige nu i praktik i Filippinerne. De skal være i Filippinerne i 10 uger, og arbejde med risikokommunikation, som taler lige ned i deres uddannelse.
”Da vi var til samtale med DIB og Alterplan omkring praktikopholdet, vidste vi med det samme at opgaven ville være relevant for vores allerede eksisterende viden og kompetencer, og hertil i samme omgang udfordre den i praksis”
De to studerende fra Københavns Professionshøjskole fortæller også, at netop denne kombination af teori og praksis, er et godt match både for DIB og for dem selv.
“Det som vi kan, er at komme med nye øjne og frisk teori fra skolebænken, og så arbejde med det i praksis. Det mener vi er til fordel for både os og organisationen.“
Udefrakommende syn på disaster risk reduction
Anders og Alexanders kerneopgave under praktikken er at lave et oplæg til, hvordan de lokale Barangays (den mindste administrative enhed) med beboere i farezonen ved Mayon-vulkanen, selv kan udarbejde løsninger, som tilgodeser de berørte områder og beboere. Helt konkret har de været i Legazpi, som huser Mayon-vulkanen, godt 500 km fra deres dagligdag i Manila. Her var de for at følge video-dokumentationen af Mayon Magayon-projektet, og hertil interviewe samarbejdspartnerne samt de lokale, som har været med i projektet.
”Under vores feltbesøg har vi fået lov til at stille både kaptajnerne fra Barangays’ne og de lokale spørgsmål omkring projektet, og ikke mindst hvad deres største ønske for byen er, hvilket er en vigtig detalje i vores arbejde.”
Alexander og Anders samler herefter al den indsamlede viden, og bruger denne som udgangspunkt for oplægget til de andre Barangays, som også ligger i farezonen. Og Alexander og Anders har allerede fundet en vigtig pointe til oplægget, som Mayon Magayon-projektet også havde stor succes med.
”Inddrag de lokale, det er dem det handler om. Udfra vores viden vil de meget gerne deltage, og endda bidrage med de ressourcer de har. Det taler også lige ind i det som man globalt set stræber efter i arbejdet med udviklings- og nødhjælp, og som i øvrigt også er en af DIBs mærksager.”
Èt skridt ad gangen, i den rigtige retning
Anders og Alexander fortæller, at deres oplæg til Barangay-kaptajnerne kan være med til at hjælpe beboerne i farezonerne, ét skridt tættere på en mere tryg fremtid.
”Vi kommer ikke til at fortælle Barangay-kaptajnerne, hvad de skal gøre, men derimod hvilke grundlæggende principper vi har set virke rigtig godt i andre Barangays i samme situation. Med dette stræber vi efter at udfolde de gode læringselementer vi har set, og på denne måde være en lille del af det, som forhåbentligt bliver et sikkert og trygt område i hele området omkring Mayon-vulkanen. For villigheden er der blandt alle vi har snakket med, vi skal blot have alle med, og mitigere de udfordringer som dertil hører.
Anders og Alexander er i praktik indtil midt-april, hvorefter turen går hjem til Danmark og skolebænken igen.
Læs mere om Mayon projektet på https://www.dib.dk/projekter/filippinerne/