I midten af september var Camilla og Didde fra Nepalgruppen på besøg ved Children Nepal i Pokhara. Besøget var blot det andet projektbesøg i forbindelse med projektet Enhancing Rural Livelihoods in Nepal som startede op i februar måned. Formålet med besøget var at monitorere projektet, samt at deltage i en workshop omhandlende advocacy og kommunikation.
Efter en længere rejse med overnatning i Kathmandu ankom vi til Pokhora, hvor Children Nepal (CN) har kontor, tirsdag d. 18. september. Her blev vi først taget godt imod af medarbejderne, hvorefter vi holdte et statusmøde og snakkede om de sidste praktiske detaljer i forhold til besøget og workshoppen med Shiva, Ram og Dumanath, der alle arbejder i CN.
De næste to dage gik med besøg i projektlandsbyerne som en del af monitoreringen. Således besøgte vi om onsdagen og torsdagen sammen med Shiva landsbyerne Phallapani, Lewade og Gunjara. Her mødtes vi først med den lokale befolkning i landsbyerne, og fik en snak med dem om projektet i forhold til udfordringer, bl.a. mangel på vand, og fremskridt. På møderne blev det bl.a. fortalt, at der i landsbyerne var blevet oprettet en fungerende argriculture steering group, og at de var godt i gang med at etablere økologisk landbrug. Således havde de bl.a. bygget plastikdrivhuse, plantet forskellige frugttræer, etableret kompostdynger, og produceret organisk gødning og bio-pesticider. Efter møderne blev vi vist rundt i landsbyerne, hvor vi så de forskellige ting der var blevet bygget og plantet. Overordnet var vi meget imponerede over alt det der var sket og af de lokales motivation og glæde for projektet. Så det var virkelig nogle gode dage – og de blev kun endnu bedre af de helt fantastiske smukke omgivelser, imødekommende lokale og det (meget) varme vejr.
Fredag, lørdag og søndag blev workshoppen om advocacy og kommunikation, faciliteret af den eksterne konsulent Prashad, så afholdt. Her blev der arbejdet hårdt og engageret med problemanalyse og udformning af en handlingsplan, og det var skønt at se, hvor aktive og deltagende CN var i workshoppen. Overordnet var workshoppen en succes og fik åbnet for nogle rigtig gode debatter, ligesom vi og CN fik nogle gode indsigter i forhold til projektet.
Mandag og tirsdag mødtes vi på kontoret med Shiva, Dumanath og Ram, der er chefen i Children Nepal, hvor vi diskuterede forskellige ting vedr. projektet, herunder budget, næste træning og projektbesøg mm. Onsdag og torsdag gik turen med bus tilbage til Kathmandu og derfra videre til Danmark. Alt i alt har det været en rigtig god og lærerig tur. Vi har fået mange gode indsigter med tilbage – både i forhold til projektets fremskridt og udfordringer og i forhold til advokeringen af projektet. Vi er hverdag blevet mødt af gæstfrie nepalesere og har haft noget helt fantastisk vejr stort set hele turen med masser af varme og klart udsyn til bjergene. Så det har virkelig været fantastisk!